Louis Petersens Børnegård
I forbindelse med udvidelsen og ombygningen af Louis Petersens Børnegård har ZoffmannHolm Landskabsarkitekter stået for fornyelsen af ankomst- og forpladsen samt terrassen i gårdhaven. Hovedopgaven bestod i, at etablere en niveaufri og tilgængelig indgang fra Godthåbsvej til garderoben.
Et eksisterende, flerstammet paradisæbletræ er bevaret og integreret i den nye forplads. Der er skabt en kombineret rampe- og trappeløsning samt en cykelparkering med fastmonterede cykelstativer, der opdeler og forbedrer færdsel og ophold. Fornyelsen inkluderer desuden ny belysning såvel som nye belægninger, stålkanter og støttemurer, hvoraf sidstnævnte inviterer til leg og ophold samt udgør mulighed for møde- og samlingspunkt. Tilføjelsen af sæder på støttemurerne mangler endnu. Ny beplantning i form af et flerstammet kirsebærtræ samt prydgræsserne star og blåaks i det nyetablerede bed nær cykelparkeringen samt under det eksisterende træ mangler endnu at blive plantet.
I gårdhaven er den eksisterende terrasse blevet beklædt med en ny overdækning. Belægningsstenen fra forpladsen går igen på terrassen, som er etableret i niveau med børnehusets lokaler. Herfra ledes institutionens børn og voksne af trapper til havens legeområder. På terrassen skal indbyggede højbede med beplantning etableres. Disse mangler fortsat på nuværende tidspunkt.